EVENTYR PÅ VALLEKILDE

30. JUNI – 6. JULI 2019

BESKRIVELSE – OBS FÅ PLADSER

Eventyrkurset er et familiekursus, der tager udgangspunkt i litteratur. Sommeren 2019 skal det handle om H.C. Andersens storslåede fortælling om Snedronningen.

I løbet af ugen er der foredrag for voksne og aktiviteter for hele familien, som er farvet af den eventyrlige historie. Byg et is-puslespil, se verden gennem det omvendte troldspejl, der gør alt godt igen eller skab din egen film om lille Gerda, der rejser hele verden rundt for at finde sin elskede Kaj.

På eventyrkurset i 2019 vil der igen være masser af eventyrlige aktiviteter for både store og små.
Om formiddagen er børn og voksne hver for sig. Om eftermiddagen går alle sammen i værksteder med mulighed for bl.a. at skrive, filme, spille musik eller teater, tegne eller bygge spil.
Fredag mødes alle og viser, hvad der er kommet ud af ugen.

Der er selvfølgelig også tid til at nyde Vallekilde Højskoles historiske omgivelser, sange fra Højskolesangbogen, hygge og samvær på terrassen, en tur til stranden og masser af fri leg i vores dejlige store have.

Vi anbefaler tilmelding i god tid. Kurset bliver hurtigt udsolgt.

PROGRAM
KURSUSLEDER

CHRISTINA ENGLUND
Skønlitterær forfatter og cand.mag. i retorik. Hun har arrangeret kurser og undervist i kreativ skrivning i mere end 10 år. Og så er hun en erfaren sommerkursusleder efter flere eventyrlige somre på Vallekilde Højskole.
UNDERVISERE

JEANETTE LINDEBÆK BIRK – TEATER
Jeanette Lindbæk Birk har de sidste 15 år arbejdet som skuespiller inden for teater, film og TV. Derudover har hun undervist børn og voksne i teater og skuespil.
Hun er vokset op med fødderne solidt plantet i dansen og det fysiske teater, og det er stadig hér hun finder sin inspiration og arbejdsglæde.
Det er fjerde år, hun står for teaterworkshoppen på Eventyrkurset på Vallekilde Højskole.

TINA CLEMMENSEN – ANIMATION
Tina Klemmensen har 25 års professionel pardans med det kreative bag sig.
Hun har animeret Postmand Per, bygget masser af høns til Flugten Fra Hønsegården, sluppet 35.000 dinosaurer løs i en malebog, bygget en KÆMPE drage til Tivoli og så får hun granvoksne mennesker til at lege med dukker. Senest blev hun inviteret til at holde en TEDx talk i Bulgarien om, hvorfor voksne mennesker skal lege med dukker. Hun er med andre ord; erfaringsramt.

ESBEN CHRISTENSEN – IDRÆT
Uddannet journalist fra DMJX i 2010. På Vallekilde Højskole underviser han på journalistlinjen, men også i valgfagene “Idræt i det fri” og “Greatest Idrætshits”. Med Esben får du pulsen op. Både fordi det er hårdt, men også fordi det er sjovt.

SEBASTIAN CORDES – FILM
Sebastian Cordes har sit eget filmproduktionsselskab, hvor han blandt andet laver reklame- og dokumentarfilm om alskens emner. Når han ikke rejser rundt i verden med et kamera under armen, underviser han og holder foredrag om filmens magi. Sebastian har mange års erfaring med at undervise i folkeskoler, gymnasier og på højskoler i hele landet – og brænder meget for de skæve fortællinger og de steder, vi ikke lige lægger mærke til i hverdagen.

CHARLOTTE WEITZE – SKRIVEVÆRKSTED
Charlotte Weitze debuterede i 1996 med novellesamlingen Skifting, som hun modtog BogForums debutantpris for. Hun har siden udgivet flere novellesamlinger, radiodramatik og romaner, bl.a. Brevbæreren (2003) og Harzen-sanger (2013). I foråret 2016 var hun aktuel med klimaromanen Den afskyelige. Charlotte Weitze er tilknyttet Vallekilde Højskole som gæstelærer på forfatterlinjen.

METTE THY – LÆKKERIER
Uddannet ernærings- og husholdningsøkonom og har siden undervist på Sorø Husholdningsskole, været køkkenchef og hovedfagslærer på Skælskør Folkehøjskole, faglærer på EUC-Nordvestsjælland, køkkenchef på Kalundborg Vandrerhjem og kursuscenter og gennem de seneste fem år har hun stået i spidsen for Vallekilde Højskoles køkken. I dag har Mette overladt Vallekildes køkken til andre gode kræfter for i stedet at undervise i mad, psyke og sundhed.

VIBEKE BJERGAARD AGGERBOE
Vibeke Bjergaard Aggeboe er rytmisk pianist, organist og kordirigent, Hun arbejder desuden som sanginstruktør, akkompagnatør, arrangør og teatermusiker. Vibeke har tidligere undervist i musik i gymnasieskolen og været musicallærer i en årrække. Noget af det, hun holder allermest af, er at samles omkring fællessang i alle mulige sammenhænge.

BILLEDKUNST – METTE HANNEMANN
Mette Hannemann er uddannet billedkunstner på skolen for Brugskunst og Kunstakademiet. Hun er vild med at klippe, skære og male og skabe smukke figurer og collager af gammelt papir, karton og stof. Hun er desuden medejer af Galleri HannemannLund på Værnedamsvej i København.
PONY-WORKSHOP
Derudover vil der være en pony-workshop. Mere om den ved ankomst.
PRISER
Voksne fra 18 år: 4.050 kr.
Børn fra 1-17 år: 1.900 kr.
Børn fra 1-364 dage: 0 kr.

Prisen inkluderer alle måltider, the, kaffe og mellemmåltider. Vallekilde Højskole har trådløst internet, sauna, biograf, gymnastiksal, pejsestue og musiklokaler til fri afbenyttelse og afslapning. Linned er inkluderet.

Bemærk venligst, at værelser med bad og toilet er udsolgt.

TILMELDING
Udfyld formularen for at melde dig til. Bemærk at der er meget få pladser tilbage.

DIT NAVN

DIN E-MAIL

DIT TELEFONNUMMER

DIN ADRESSE

DIT POSTNUMMER

DIN BY

DIT CPR-NUMMER

INDKVARTERING

EVENTUELLE SPØRGSMÅL


For spørgsmål kontakt os på vallekilde@vallekilde.dk eller telefon 5965 6045.