Ny spisesal bliver højskolens hjerte
Med en bevilling på 50 millioner kroner gør A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal det nu muligt, at bygge en ny spisesal på Vallekilde Højskole.
Spisesalen er Vallekilde Højskoles hjerte, og den nye bygning skal matche det høje niveau for arkitektur, som Martin Nyrop skabte til højskolen for over hundrede år siden.
Ombygningen har været et stort ønske for højskolen i lang tid, for efter mange års vækst er der opstået et behov for en spisesal, der er stor nok til at rumme alle elever samtidig. Projektet indeholder også et nyt køkken, der skaber bedre arbejdsvilkår, og styrker højskolens prisvindende madprofil.
A.P. Møller Fonden støtter den nye spisesal på Vallekilde Højskole for at styrke rammerne for dannelse, fællesskab og faglighed på en af landets ældste højskoler.
”Jeg er dybt taknemmelig for A.P. Møller Fondens vilje til at støtte vores ønske om at skabe en bedre hverdag for både elever og ansatte. Spisesalen er højskolens hjerte, så vi styrker rammerne for fællesskabet, og giver vores visionære køkken bedre arbejdsvilkår. Vi glæder os også til sammen med A.P. Møller Fonden at skabe endnu et bygningsmæssigt vartegn på højskolen, og få en arkitektonisk perle i Odsherred til at lyse endnu stærkere,” siger forstander Torben Smidt Hansen.
Med flere elever fra år til år er der også blevet mindre plads på højskolen til steder, hvor elever og kursister kan være sammen uden skemalagte formål.
”Vi vil gerne have flere rum på højskolen, der indbyder til samvær og samtale. Med de nye bygninger kan vi frigøre vores nuværende spisesal og køkken til at styrke hjemligheden på højskolen. Det bliver til en ny dagligstue, hvor man kan slå sig ned, og i det nuværende køkken kan vi lave et elevkøkken og give vores madundervisning langt bedre vilkår,” siger forstanderen.
I første omgang skal højskolen og A.P. Møller Fonden finde en arkitekt til projektet gennem en arkitektkonkurrence, og så vil byggeriet gå i gang i løbet af 2026.
At flytte på højskole er en stor beslutning. Stedet og de ansatte skal danne rammen for dit liv i op mod et halvt år. Så hvis du overvejer at tage på højskole i mindst 12 uger, vil vi gerne invitere dig på besøg i Vallekilde. Så kan du få en fornemmelse af, om du vil føle dig hjemme på Vallekilde Højskole. Vi betaler din transport (op til 500 kr.)
Et besøg tager en times tid, så vi kommer godt rundt om det hele. Vi viser dig rundt på højskolen, præsenterer dig for underviserne, og så kan du selvfølgelig få lov at stille alle de spørgsmål, du har på hjerte.
Vi anbefaler, at du vælger en af nedenstående datoer, hvor vi altid samler en lille gruppe, der så er sammen på besøg. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så er du altid velkommen til at kontakte os – så skal vi nok finde en god mulighed for dig.
Har du spørgsmål er du mere end velkommen til at skrive til kursussekretær Gitte Karen Rosenqvist på gitte@vallekilde.dk eller ringe til os på 59656045.
Tilmelding til venteliste
Tak for din interesse i et ophold på Vallekilde Højskole. Udfyld nedenstående for at komme på vores venteliste. Vi kontakter dig, hvis der kommer en ledig plads.
Hvis du har spørgsmål, er du mere end velkommen til at skrive til Gitte Karen Rosenqvist på gitte@vallekilde eller ringe til os på 59 65 60 45.